Den første og farligste kærlighed

udbrud

hånd i vandMørkets lænker er brudt. De holdte mig fangede så længe, derinde i mit dybe indre. Du fangede mig ind. Fængslede mine tanker, bandt dem til dig. I starten var det lykkelige tanker om drømme om du og jeg. Men som tiden gik og du aldrig rigtigt delte disse drømme, blev drømmene ulykkelige at tænke. De var umulige at slippe. Håbet om et “os” engang, bandt mine arme og ben. Et håb du lod mig have. Du ville jo ikke såre mig. I stedet knuste du mig. Disse tanker brød jeg endelig fra. Jeg måtte knuse mit eget håb og mine drømme. Men mørket bandt mig stadig. Dagene blev mørkere, koldere og vådere. Jeg var fængslet i et tomt mørke. Men så kom sneen. lysnede alting op. Det oplyste en vej ud af mørket. Og efter sneen, kom den stille varme. Nu titter solen atter frem. Med dette lys brød jeg fri. Jeg brød ud af mørket og smed lænkerne. Endelig er jeg fri. Helt, helt fri. Mere fri end jeg har været de sidste 2 år. Friere og stærkere end nogensinde. Folk siger at man ikke kan leve uden kærlighed, men netop nu er kærlighed det sidste jeg har brug for. Jeg har brug for at være mig. Sætte mig selv først og finde ud af hvem jeg er, uden nogen anden. Jeg var parat til at smide alt jeg havde for dig. Det skulle jeg aldrig have gjort. Kærligheden vil komme. Men nu er jeg endelig bare mig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den første og farligste kærlighed