lydløse kampe

tumblr_mc22cuOird1r30ua7o1_500

Du har været en velsignelse. Du har vendt min verden op og ned. Du har fået mig til at acceptere lyset. Med dig kan jeg smile og være glad. Med dig kan jeg slappe af og hvile ud. Mine sår læges og heles. Men sårene heles ikke på en dag, arrene forsvinder ikke på en måned. Du gør mig glad, du forstår mig bedre en jeg troede du ville. Bedre end jeg troede nogen kunne. Du lytter og du forstår. Du undres og udfordrer mig. Livet er blevet lettere med dig i det.

Men nogle gange fanges jeg stadig i et hul. Og i de huller glemmer jeg lyset du har givet mig. I de huller indhenter mørket mig og jeg ender alene og grædende. Enkelte gange fanges jeg endda i det gamle tankespin. Jeg fanges af ham, min evige plage. Og når det sker, lukker jeg dig ude. Jeg glemmer alle de skønne følelser du sætter igang, jeg fryser fast, ude af stand til at føle den kærlighed du bader mig i. Jeg kan ikke mærke dit lys og jeg kan ikke lukke dig ind i mit mørke. Du ved det er der, men du forstår det ikke. Jeg lader dig ikke forstå. Og så ligger jeg der, helt alene i min elendighed.

Hvornår går stormen over? Hvornår vinder jeg kampen mod mørket? Hvorfor finder jeg stadig mig selv liggende på gulvet grædende, når der ikke noget at være ked af? Hvornår slipper mørket mig, så jeg kan nyde lyset med dig for altid?

udbrud

hånd i vandMørkets lænker er brudt. De holdte mig fangede så længe, derinde i mit dybe indre. Du fangede mig ind. Fængslede mine tanker, bandt dem til dig. I starten var det lykkelige tanker om drømme om du og jeg. Men som tiden gik og du aldrig rigtigt delte disse drømme, blev drømmene ulykkelige at tænke. De var umulige at slippe. Håbet om et “os” engang, bandt mine arme og ben. Et håb du lod mig have. Du ville jo ikke såre mig. I stedet knuste du mig. Disse tanker brød jeg endelig fra. Jeg måtte knuse mit eget håb og mine drømme. Men mørket bandt mig stadig. Dagene blev mørkere, koldere og vådere. Jeg var fængslet i et tomt mørke. Men så kom sneen. lysnede alting op. Det oplyste en vej ud af mørket. Og efter sneen, kom den stille varme. Nu titter solen atter frem. Med dette lys brød jeg fri. Jeg brød ud af mørket og smed lænkerne. Endelig er jeg fri. Helt, helt fri. Mere fri end jeg har været de sidste 2 år. Friere og stærkere end nogensinde. Folk siger at man ikke kan leve uden kærlighed, men netop nu er kærlighed det sidste jeg har brug for. Jeg har brug for at være mig. Sætte mig selv først og finde ud af hvem jeg er, uden nogen anden. Jeg var parat til at smide alt jeg havde for dig. Det skulle jeg aldrig have gjort. Kærligheden vil komme. Men nu er jeg endelig bare mig.

Fortidens lænker

ung kærlighed (2)

ung kærlighed (3)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ung kærlighed

Hvor kommer tankerne fra?

Jeg mødte dig en forårsdag for 7 år siden. Jeg mødte dig under omstændigheder der var langt fra optimale. Jeg mødte dig selvom jeg ønskede at du og hele familien slet ikke eksisterede. Du var nørdet, med runde briller, langt Beatles-hår og en computer helt oppe i hovedet. Du var langt fra den dreng jeg havde i hovedet. Alligevel gik der ikke langt tid før vi var bedste venner. Der gik ikke langt tid før at du var en etableret del af mit inderste. Du var i mit hjerte. Du ændrede dig, måske var det mig der ændrede dig? Vi var unge og generte. Vi udforskede grænser, dog altid så uskyldige. Kampen var alle de nætter hvor jeg så gerne ville blive ved dig, men til sidst gik op til mig selv. Og alle de gange på perronen hvor savnet ramte, kun 5 minutter efter afskeden, og jeg alligevel stod på toget uden at kigge mig tilbage. Jeg var glad for dig. Var du glad for mig? Jeg var tvivlende; overfor dig og overfor hvor vi ville stå, hvis vi gik videre. Jeg lagde det fra mig, præcis da du tog mod til dig, og spurgte mig: “Skal vi give det en chance?”. Mit svar ødelagde dig. Det ødelagde os. Og da sommeren var ovre, tog vi til hver sin ende af landet. Tavsheden lagde sig imellem os.

En ny kom ind i dit liv. Dit desperate forsøg på at fylde den tomme plads jeg havde skabt. Det knuste mig. Og hun knuste dig, endnu engang. Dog igen, byggede vi ‘os’ op. Vi er magnetiserede, kan ikke uden hinanden. Men finder vi nogensinde balancen? Er vi venner, eller er det kærlighed?