Du har været en velsignelse. Du har vendt min verden op og ned. Du har fået mig til at acceptere lyset. Med dig kan jeg smile og være glad. Med dig kan jeg slappe af og hvile ud. Mine sår læges og heles. Men sårene heles ikke på en dag, arrene forsvinder ikke på en måned. Du gør mig glad, du forstår mig bedre en jeg troede du ville. Bedre end jeg troede nogen kunne. Du lytter og du forstår. Du undres og udfordrer mig. Livet er blevet lettere med dig i det.

Men nogle gange fanges jeg stadig i et hul. Og i de huller glemmer jeg lyset du har givet mig. I de huller indhenter mørket mig og jeg ender alene og grædende. Enkelte gange fanges jeg endda i det gamle tankespin. Jeg fanges af ham, min evige plage. Og når det sker, lukker jeg dig ude. Jeg glemmer alle de skønne følelser du sætter igang, jeg fryser fast, ude af stand til at føle den kærlighed du bader mig i. Jeg kan ikke mærke dit lys og jeg kan ikke lukke dig ind i mit mørke. Du ved det er der, men du forstår det ikke. Jeg lader dig ikke forstå. Og så ligger jeg der, helt alene i min elendighed.

Hvornår går stormen over? Hvornår vinder jeg kampen mod mørket? Hvorfor finder jeg stadig mig selv liggende på gulvet grædende, når der ikke noget at være ked af? Hvornår slipper mørket mig, så jeg kan nyde lyset med dig for altid?